En del af Ungfredericia.dk
Den brogede flok af rejsende står og beskuer hinanden og borgen. Alle har de en historie og en, eller måske flere, grunde til at være her. Denne borg på kanten af riget, kommer man kun til hvis man ikke har andre steder at gå hen. Eller hvis man er blevet sendt hertil, af en eller flere årsager af ordensmagten.
Mystikken om hvad der ligger på en anden side af rigets grænse er endnu ukendt. Rygter og historier har dog én ting til fælles: Kun meget få kommer levende tilbage fra den anden side af grænsen.
 
”Giv agt!” Råbet genlyder i borgens gårdsplads, som et ekko der aldrig vil tage ende. Soldatens tydelige røst har skåret sig gennem alt, og varslet at stilhed er en nødvendighed. Kaptajn Frans Joseph træder ud af borgens indre borgtårn; mudderet hænger i klatter ned langs hans støvler, tøjet er slidt men med stand. Fugerne i hans ansigt fortæller en tydelig historie om hvor mange år, hvor mange nætter han har opholdt sig på denne, rigets udpost. Han rømmer sig og åbner så munden.
 
”Velkommen til! I ved hver især hvorfor I er her. Det rager ikke nogen, og der er heller ingen her, der er en skid interesseret i at høre det. Her har alle lige muligheder for at få en plads, men man skal gøre sig fortjent til den.”
Kaptajnens skulende blik afsøger hurtigt de nytilkomne og hans øjne stopper ved en ung knægt i mere end almindeligt laset tøj.
”Hvad er dit navn knægt?” Kaptajnens stemme er lige så stålbelagt som hans blik. Knægten svarer med bævrende stemme:
”Simon, herre”
Kaptajnen fnyser og snerrer vredt
”Jeg er ikke din herre; jeg er ikke nogens herre. Jeg er borgens kaptajn. Du ville ikke holde fem sølle minutter i en kold nat, omringet af mørket. Du ville end ikke kunne løfte et sværd! Smut over til nomadernes lejr. De må tage sig af dig. Jeg skal bruge krigere og arbejdsmænd.”
Kaptajn Frands vender sig rundt, for at gå ind i sit kammer igen. Over skulderen nærmest brøler han
”Resten af jer; meld jer ved Sergenten ovre i messen.”
Audiensen er forbi. Det virker næsten som om tågen tykner endnu mere da Kaptajnen forsvinder ind i det indre borgtårn, hvor stort set alle andre er forment adgang.